Er surbundsbedet klar til foråret?

Gad vide, hvordan et forår ville være, hvis der ikke var rhododendron i haven? Ville det nogensinde blive forår, rigtigt og for alvor? Ville det brænde igennem, som det hedder på nudansk, hvis der ikke kom denne overbevisende sværm af store, farvestrålende og livsbekræftende blomster. Eranthis og vintergækker, påske og pinseliljer er meget godt alt sammen – faktisk ikke til at undvære – men det er som om, foråret får en anden dimension, når rhododendronerne blomstrer.
 

Så der er god grund at til at give sit rhododendronbed et grundigt tjek, inden det bliver forår. Er der, hvad der skal være - eller er der plads til mere - ikke mindst af alle de fortryllende specialiteter, der også hører til i et godt surbundsbed: Lyng, Klokkelyng, Irsk lyng, Pieris, Skimmia, Andromeda, Blåbær, Tyttebær og Tranebær – og hvad de hedder alle samme. Det er en verden for sig, rent fysisk fordi disse vækster kræver sur jord, men også hvad oplevelser angår.

Er der plads til mere?

Og hvis surbundsbedet ikke er helt i topform, hvis der er plads til mere – eller måske plads til at udvide bedet lidt eller måske anlægge et bed mere – kan man med fordel gøre det nu, så de planter, der skal blomstre og glæde til foråret, kan få fat på voksestedet i god ro og orden. Så de kan præstere, hvad de skal præstere i det tempo, der nu passer dem til den tid, og så vi andre ikke skal styrte af sted og sondere markedet, købe ind, bringe hjem, forberede og plante – lige inden herlighederne springer ud – på den tid af året, da der erfaringsmæssigt er et par hundrede andre ting, der også lige skal nås.

I gamle dage var rhododendron forbeholdt de store haver, fordi de blev store planter. Men i vore dage er der masser af rhododendron til små haver. Der er først og fremmest de mange Yakushimanum-hybrider, som under de rette forhold bevarer en smuk, tæt, undertiden kuglerund vækstform. De er en pryd i enhver have, også uden blomster. Der er også alle dværg-arterne af rhododendron, og der er de lave sorter af mange arter. Der er i det hele taget nok at vælge imellem, især når der også skal være plads til et skønt udvalg af specialiteterne.

Se her hvad du har mulighed for at vælge imellem.

Rødder i arbejde
Surbundsplanter plantes i Home & Garden Rhododendron Sphagnum, som har den surhed – det lave reaktionstal -som er nødvendig for, at planternes rødder kan arbejde. En grov og lys spagnum er den bedste. At den er lys indikerer, at den er kun lidt nedbrudt og vil bevare sine egenskaber længe. At den er grov sikrer, at der er godt med luft i jorden – en egenskab, som planterne også sætter pris på. En grov og lys kan imidlertid være vanskelig at få gjort våd igen, hvis den tørrer ud om sommeren. Derfor må man sikre sig, at rhododendronbedet ikke tørrer ud, man kan lægge en drypvandingsslange ud eller om nødvendigt sætte sprinkleren på en gang om ugen.

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld