Plant hæk, som ikke klippes

Sådan en beslutning kan godt virke lidt uoverskuelig, men arbejder du trin for trin med opgaven, så er det såmænd ikke så svært. Her er et par tips, inden du går i gang.

 

En hæk er kendetegnet ved at være en linjeformet plantning af træer eller buske af samme art.

En hæk skal være tæt, så den adskiller arealerne på hver side.


Det er altid en god idé at gå en tur i nabolaget og kigge på de hække, som allerede er plantet. Her kan du hurtigt få et indtryk af, hvilke typer af hække, der trives.
Overvej også om det skal være en meget høj hæk eller en meget bred en af slagsen.

I princippet kan alle hække stå uklippede hen, men en uklippet liguster i 3 m højde er måske ikke så køn at se på. Ønsker du en uklippet hæk, der fremstår lidt mere som et buskads, så kan du med fordel vælge, at plante nogle af de smukt blomstrende af slagsen.

Mulighederne er mange, så her får du nogle bud på en hæk, som ikke skal klippes og en der kan klippes.

 

Lavendel (Lavandula) 
5 planter pr. meter. Elsket lav hæk med et væld af smukke blå, hvide eller svagt rosa blomster hele sommeren.
Lavendelhække er mest anvendt inde i haverne, men klæder også forhavens lave hæk mod fortovet.

Lavendel bør hvert forår klippes tilbage for at bevare den tætte vækst fra bunden. Dejlig staude, der er særdeles tørketålende og elsker fuld sol.

Fuchsia (Fuchsia mag George) 
3 – 4 planter pr. meter. En fantastisk hæk med et blomsterhav hele sommeren.
Giver en 1 – 1,5 m høj hæk, der godt kan blive 2 – 2,5 m bred.
Plant kun de fuchsia, som kan klare den danske vinter – det ved gartneren i din planteskole nærmere besked om.

Fuchsia klarer sig fint i almindelig havejord og elsker solrig placering.

 

Hækspiræa (Spiraea) 
snedrivebusk 3 – 4 planter pr. meter. Hækspiræa er umådelig skøn i det sene forår, når dynger af hvide blomster bruser som et vandfald.

Hækspiræa er meget robust til både sol og halvskygge, vokser i almindelig havejord og holder også til en nænsom klipning, uden det går ud over næste års flor.

Blærespiræa (Physocarpus opulifolius Summerwine)
1 – 2 planter pr. meter. Blærespiræa er en lidt nyere type af prydbuske med flotte bladfarver, som orangerøde, purpurfarvede, limegrønne eller med næsten helt sorte blade. Blærespiræa er tætforgrenede og meget smukke med skærme af blomster hvert forår. Hårdfør, vindfast og tåler både fuld sol og dyb skygge.

Buskpotentil (Potentilla Lovely Pink)
3 – 4 planter pr. meter. Buskpotentil er velkendt som en gulblomstret hæk og mindre velkendt med hvide, rosa eller røde blomster, men det findes skam.
Buskpotentil blomstrer fra begyndelsen af juni måned og frem til efterårets komme.
Buskpotentil er nøjsomme, tørketålende og solide buske, der kan klare næsten alt.
Du kan forynge ved at fjerne de ældste og tykkeste grene ved jordens overflade – sådan opnår du endnu flere blomster til næste år.

 


Sargentsæble (Malus sargentii)
4 planter pr. meter. Kan godt gå hen og blive én af favoritterne, for sargentsæble har så mange fortrin. Smuk grenstruktur om vinteren, smuk og velduftende blomstring hvert forår, skriggule efterårsfarver på bladene og et væld af små røde bær, som fuglene elsker at æde vinteren over. Kan blive 2 m høj og bred, men tåler beskæring. Særdeles robust og stærk hæk.

 

Fjeldribs (Ribes alpinum) 
4 planter pr. meter. Mere grøn kan en hæk i udspring ikke være. Nærmest lysende står de mange smågrene i den tætte hæk som noget af det første hvert forår. Brug gerne grene sammen med de første påskeliljer til vasen. Fjeldribs er en af de mest robuste planter til haven. Den kan stå både tørt og til den fugtige side, vokser både i fuld sol og i dyb skygge og er stort set ligeglad med, hvilken type jord, den har rødderne plantet i. Får små uanseelige blomster og bærer derefter små frugter.

Bambus (Fargesia jumbo) 
2 planter pr. meter. Nye sorter af velegnede bambus til hæk forhandles i din planteskole, hvor du også kan få vejledning i, hvor høje de enkelte sorter bliver. Bambus holder bladene om vinteren og vækker en masse sanser, når den er plantet som hæk. Fuglene elsker også at gemme sig i de tætte skud, der strækker sig fra bunden. Plantes i almindelig jord i både sol og halvskygge.

 

 

Rododendron (Rhododendron)
1 – 2 planter pr. meter. De stedsegrønne rododendron er fantastiske som hække. Med de overdådige blomsterklaser i foråret sættes der trumf på planternes fylde, og resten af året holdes hækken skinnende mørkegrøn. Mange sorter af rododendron bliver brede, men du kan sagtens beskære efter blomstringen. Nye sorter er specielt udvalgt som hæk. Rododendron er surbundsplanter og skal derfor plantes i spagnum.

 

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld